fbpx

Sådan finder du skrivetid

Vi har sagt det før og gentager det gerne: Du får aldrig mere tid til at skrive din bog. Dage med masser af uforstyrret tid dukker ligesom bare aldrig op. Der er altid lige noget andet, der skal ordnes. Måske kender du også til, at netop drømmen om lange perioder med fordybelse i bogprojektet og de skyhøje forventninger til skrivetiden stjæler din tid. Og du er endt i en ond cirkel, hvor du bruger mere tid på at tænke på, at du ikke skriver, end du rent faktisk skriver.

Det er ærgerligt, for i virkeligheden kan du faktisk ret let undgå alle frustrationerne og skrive lidt på din bog hver dag. Du skal bare dedikere 5 minutter til din bog hver dag. For så er du i gang. Og tænk på, hvor meget du kan nå at skrive på 5 minutter i en mail eller på din telefon. Vores erfaring er, at du kan skrive en hel side på din bog!

Der er kun én ting, der kan gøre dine bogdrømme til virkelighed: tid til at skrive. Hvis ikke du tager dig tiden til at skrive din bog, hvordan skulle den så nogensinde blive færdig?
Sidder du tit og sukker efter mere tid til at skrive, så er du ikke alene. Langt de fleste, vi møder her i Skriveværkstedet, siger, at deres største udfordring er at få tid til at skrive deres bog. Det ville være fantastisk, hvis du kunne sætte fem sammenhængende timer af til at skrive hver uge. Så ville du virkelig rykke på tasterne, ingen tvivl om det. Problemet er bare, at de fleste af os har en travl hverdag med børn, vasketøj og fitness om torsdagen. Når du drømmer om at skrive en bog, skal du prioritere den drøm. Ligesom du prioriterer fitness om torsdagen.
Men selvom du vælger at prioritere din bogdrøm, kan det for langt de fleste stadig knibe med at få fem sammenhængende timer uden forstyrrelser hver uge. Hvis du justerer dine forventninger, er der dog meget, du kan gøre for at skaffe dig skrivetid i en travl hverdag og få gjort noget ved dit manuskript.

Gå til bog
Sæt tid af i din kalender hver uge, hvor du går til bog. Skab rammerne ved at beslutte dig for, hvornår du skriver. Hvis det er svært at få skrevet hjemme, så tag din computer med på biblioteket eller kaffebaren. Du kan også mødes med andre skrivende i en skrivegruppe eller melde dig til Skriveværkstedets gå-til-bog arrangementer. Det vigtige er, at du ser dit bogprojekt som en fritidsaktivitet, der skal have plads.

Vil du gå til bog? Så tilmeld dig i Aarhus eller København. >> Du kan se alle datoer her.
Er det ikke nok, og har du brug for mere skrivetid, kan du låne SkriveHjørnet og fordybe dig i en uge eller mere. >> Læs mere om SkriveHjørnet her.

Lav en kontrakt med dig selv
Find ud af, hvornår det bedst fungerer for dig at skrive. Lav så en aftale med dig selv. Bryd din skriveproces op i mange små delmål, og giv dig selv deadlines. Hvornår skal kapitel 5 være færdigt? Hæng kontrakten med dig selv op et sted, hvor du kan se den. På den måde er du sikker på, at der er fremdrift i dit bogprojekt.
Husk at være realistisk. Lad være med at stille for høje krav til dig selv. Det er ikke unormalt, at det tager flere år at skrive en bog. Også for garvede forfattere og redaktører som os.

Brug din ferie på din bog
Hvis du virkelig vil sætte skub i din bogdrøm, så overvej, om du kan bruge din ferie eller noget af din ferie på den. Tal med din familie om, at du har brug for skrivetid. Tag fx i sommerhus et par dage eller en uge. Det gør Mette og Heidi tit. De har både været på de danske øer og i Sverige. Og Katja tager to gange om året i sommerhus med en skrivegruppe. Du kan også kigge på de danske skriverefugier rundtomkring. Hald Hovedgaard er et af de måske bedst kendte.

Proceed Booking