Når vi spørger ind til målgruppen, er der rigtig mange, som er bange for at begrænse sig selv ved at fastsætte en specifik målgruppe. De frygter, at deres bog bliver så smal, at de ender med ikke at sælge særlig mange bøger. Men i virkeligheden er det lige omvendt: Ved at snævre dit fokus ind og skrive direkte til din målgruppe rammer du præcis dem, der har brug for din bog, og i forhold til pr og markedsføring vil det være langt lettere at gå målrettet efter en konkret målgruppe end at sætte bredt ind. Hvis du vil skrive til alle, risikerer du, at du ikke når nogen, og at din bog drukner i mængden.
Det at fastsætte sin målgruppe lyder måske ikke lige så kreativt som at lege med ord, sprog og sætninger, men du vil opleve, at når du tidligt tager en beslutning om, hvem du skriver til, så kan du koncentrere dig meget mere om indholdet og lege endnu mere sprogligt, fordi du har fjernet unødig støj – tankerne om målgruppe og læsere popper ikke længere op i ny og næ og forstyrrer dine skriverier.
Du kan ikke skrive til ALLE.
Med det mener vi, at du ikke kan have en målgruppe, der hedder ”de 3-16-årige”. Det kan du ikke, fordi børn og unge har forskellige interesser og problemer afhængigt af deres alder. Du er nødt til at spørge dig selv, om du skriver til børn, der ikke kan læse, eller til børn, der har læst i mange år? Det er afgørende, blandt andet fordi du skal beslutte, hvor avanceret dit plot skal være, og hvordan sproget skal være. Du kan også overveje, om bogen er til piger, drenge eller begge køn. Dine valg vil få betydning for både emnet og formen på den færdige bog.
Her får du vores guide til aldersgrupper
Hvis din bog stod på biblioteket, hvor ville den så stå? Brug guiden til at spore dig ind på, hvilken slags bog du vil skrive, og hvor gammel målgruppen er:
Billedbøger
0-3 år
3-6 år
Højtlæsningsbøger
6-9 år
10-14 år
Letlæsningsbøger
6-8 år
8-12 år
12-18 år
Selvlæsningsbøger
9-12 år
12-18 år
18+ år
Hvor let skal det være at læse din bog?
En anden grund til at være præcis i dit målgruppevalg er, at det hænger sammen med din bogs sværhedsgrad. Bøger til børn inddeles i forskellige læseniveauer, som bliver udregnet med lixtal. Lixtal er en indikator for læsbarheden, altså hvor let eller svær teksten er at læse, og den bliver brugt især i de første skoleår.
Når du har valgt, hvem der skal læse din bog, kan du lettere gå i gang med at lære din målgruppe at kende og stramme dit sprog op, så du rammer den. I en børnebog har du mindre tekst at fortælle historien overbevisende med. Skriver du for eksempel en læseletbog på 16 sider, kræver det en virkelig skarp pen at skrive kort med det rigtige lixtal til målgruppen, samtidig med at handlingen er interessant. Og tro os: Børn ved, præcis hvad de vil have. Og de læser ikke færdig, hvis det ikke fænger med det samme (det gør redaktøren, der modtager dit manuskript på et forlag, i øvrigt heller ikke).
Hvis du vil skrive til børn og unge, skal du altså som det første kende din målgruppe . Også helt konkret. Gå for eksempel på biblioteket og lån en ordentlig stak nyere børne- og ungdomsbøger. Hvad fanger børn og unge i dag? Eller tag bussen kl. 7.30 i retning mod den lokale skole og lyt til snakken. Spørg børnene, hvad de går til om torsdagen (det er næppe stoftryk, ligesom dengang du selv var barn). Du kan også kontakte skolen og spørge, om du må få en plads ved siden af Sigurd i 4. klasse i et par timer eller besøge 0. A (ja, vi mener det faktisk, og spørger du pænt, får du højst sandsynligt lov til at sidde med).