fbpx

Skriv den bog, du selv drømmer om at læse

Heidi har gjort det, Mette har gjort det, Charlotte har gjort det, og Katja har gjort det… for bare at nævne nogle af os i Skriveværkstedet, der har tænkt: Den her bog findes ikke – så skriver jeg den selv. Sådan var det også for Maria Christensen, da hun igennem mange år forgæves havde ledt efter en bog om publikumsservice i kulturbranchen. Igen og igen undrede det hende. Hvorfor var der ikke en bog om det emne? Hvorfor havde ingen skrevet den oplagte bog? Langsomt tog drømmen form. Hun kunne jo bare skrive den selv. Og sådan blev det.
Maria kom til os i forbindelse med sit bogprojekt, og vi har været med hele vejen, mens Maria arbejdede med publikumsservice. Fra den spæde bogide til festen med rosé, snacks og jazztrio. Da vi mødte Maria, vidste hun ikke, hvordan man skrev en bog. Eller hvordan man lavede en bogforside, fandt et trykkeri eller fastsatte en bogpris. Kort sagt: Når det kom til bogbranchen, var hun på udebane. Til gengæld overtrumfede Maria os alle, når det handlede om kulturbranchen, og i Publikumsservice – en håndbog om at arbejde med kundeservice i kulturbranchen deler hun ud af al sin viden i håb om at give kolleger i branchen et forspring til deres publikumsservicearbejde. Maria har arbejdet mere end 20 år i den danske kulturbranche hos kulturinstitutioner som Det Kongelige Teater, DR’s koncertsale, Den Sorte Diamant og Kronborg Slot, så hun ved, hvad hun taler og skriver om. Vi har for eksempel lært meget om, hvordan man kan forvandle kedelig ventetid i en lang kø til en sprudlende del af den oplevelse, man glæder sig til.

Hvordan arbejder man med publikumsservice, når man hverken har budget eller ressourcer?
Ja, det er et godt spørgsmål. Og det er faktisk hele omdrejningspunktet for Maria Christensen og hendes bog. Og hendes mission om at højne serviceniveaet i det ganske land. Hun har rigtig mange svar på, hvad du helt konkret kan gøre for at løfte servicen der, hvor du arbejder. Dem giver hun, når hun i samarbejde med Skriveværkstedet inviterer til fyraftensmøde i København og Aarhus. Til fyraftensmøderne vil Maria Christensen dele ud af sin viden om og erfaring med at arbejde med kundeservice i en branche, hvor markedsføringskronerne ikke altid er mange, og hvor der skal tænkes kreativt for at skille sig ud blandt de mange tilbud. Uanset om du er ansat som foyermedarbejder, teamleder eller chef, vil du gå hjem med konkrete værktøjer til, hvordan du kan komme i gang. Og gøre dit kultursted endnu bedre.

Proceed Booking