fbpx

Skriveblokeringer

Alt er klar. Computeren er tændt. Kaffen er brygget. Der er masser af noter på blokken, og nu skal der skrives. Du er KLAR.

Men der kommer ingenting. Absolut ingenting.

Alle oplever skriveblokering indimellem. Også dem, der lever af at skrive. Sådan nogle som os. Det er rigtig irriterende at sidde fast, især når man nu endelig har tiden til at skrive. Men fordi vi har skrevet så mange bøger, ved vi, hvad der skal til for at komme i gang igen.

Prøv powerwriting
Powerwriting er en effektiv metode til at komme i gang med skriveriet. Vælg et emne, og sæt en alarm til at ringe efter 5, 10 eller 15 minutter – eller hvad der passer dig. Skriv om en af dine karakterer, beskriv et sted, eller ideudvikl på alle overskrifterne til din fagbog. Skriv nu, indtil uret ringer. Tricket er, at du ikke må stoppe. Heller ikke selv om du ikke ved, hvad du skal skrive. Hvis det sker, så fortsæt med at skrive “jeg skriver videre, jeg skriver videre…” Målet er nemlig ikke at skrive skønne sætninger, men at kickstarte din skrivning og få ideer. Måske ender du med at have noget virkeligt godt, som du kan bruge i din bog. Måske får du ikke andet ud af det, end at du leger med ord og får udvidet dit ordforråd. Men det er også en vigtig del af at få skrevet. Og nu er du i gang. I morgen bliver det allerede lettere at skrive.

Hæng et viskestykke over skærmen
Det lyder måske skørt, men det virker. Nogle gange bliver vi så optagede af det, der står – eller ikke står – på skærmen, at vi slet ikke får skrevet noget. Eller vi sletter og retter i én uendelighed og bliver irriterede over, at den gode sætning ikke bare kommer. Når du hænger noget hen over skærmen, fjerner du fokus fra den tomme skærm eller dit unødige kommanusseri. Utallige er de gange, hvor vi har oplevet, at et viskestykke har pustet nyt liv i et manuskript. Du skulle tage at prøve det.

Snup en replik
“En giraf?” spurgte tatovøren undrende. Skriv ud fra en replik, du har hørt eller opfundet. Replikker sætter hurtigt gang i en tekst og giver din fantasi noget at lege med. Når du skriver med afsæt i en replik, øver du dig i at skrive dialoger, og når du lige får taget fat på, at to personer taler sammen på din skærm eller din blok, så er du i gang med et handlingsforløb. Du kan snuppe replikker alle steder. Hav altid en blok og pen med dig, så du kan skrive de rigtig gode replikker ned. Gem dem i et replikbibliotek, så du altid har replikker at sætte gang i dit skriveri med.

Proceed Booking