fbpx

Overspringshandlinger

Forsvinder tiden på mystisk vis altid, når du har planlagt at skrive? Så er du måske en af dem (vi er nogle stykker), der – bevidst eller ubevidst – laver mange overspringshandlinger. Nogle gange sker det bare, nærmest uden at vi selv lægger mærke til det. Pludselig er skrivetiden bare gået, uden at du har fået skrevet særlig meget. Men du har sikkert fået lavet noget andet.

Det kan for eksempel være, at du har:
• Tjekket Facebook
• Skrevet mails og sms’er
• Surfet på nettet
• Ordnet vasketøj
• Lavet kaffe
• Smurt en mad
• Spist lidt mandler og nogle vindruer.
Fortsæt selv listen. Du kan sikkert sagtens nævne mange flere ting.

Det, der står på listen, er det, vi kalder de dårlige overspringshandlinger. Det er dem, der ikke rigtigt bringer dig videre med dit bogprojekt. Det mærkelige er, at du jo ellers havde planlagt at skrive og netop gøre noget godt for bogprojektet.
Vi ved godt, hvorfor du gør det.

Som regel laver vi overspringshandlinger, når vi ikke ved, hvad
vi skal skrive. Vi slipper tasterne og ordner noget andet, fordi det er lettere og giver følelsen af, at vi har nået noget.

Så enkelt er det. Men heldigvis kan du gøre noget ved det.

Kend dine overspringshandlinger
Undersøg, hvad der forstyrrer dig og afholder dig fra at skrive. Når du ved, hvad der stjæler din skrivetid, kan du planlægge din tid anderledes, så du ikke bliver forstyrret. Sluk for mobilen og internettet, og send familien på legepladsen. Sørg for, at du har mad og drikke nok. Luk så døren og skriv. Strukturer din tid, og læg en plan for, hvilken del af din bog du skal arbejde på, mens du har skrivetid. Og planlæg gerne allerede nu, hvad du helt konkret skal skrive, næste gang du sætter dig til tasterne. Vær så konkret som muligt, og realistisk! Planlæg ikke, at du skal skrive hverken hele eller halve kapitler, men måske en enkelt scene eller en bagsidetekst. Jo mere konkret og realistisk du er, jo mere får du skrevet, og du vil opdage et helt nyt flow, hvor du slet ikke kan holde dig fra tasterne.

Hold gang i manuskriptet med de gode overspringshandlinger
Tro det eller lad være – gode overspringshandlinger findes faktisk. Og de er fantastiske til at sikre, at du stadig arbejder på dit bogprojekt, også selvom du ikke skriver. Du kan for eksempel:
• Tjekke på saxo.com eller amazon.com, om din titel allerede er brugt.
• Gå en tur med din hovedperson. Tag hovedpersonen med ud at handle, og find ud af, hvad vedkommende ville putte i kurven. Kig på de hylder, du normalt ikke selv finder varer på.
• Sætte dig på en café og lytte til dialoger. Hvordan taler de andre cafégæster?
• Søge på artikler. Ofte er der skrevet om det emne, din bog handler om, og så kan du måske finde inspiration dér.
• Læse! Du kan lære rigtig meget af at se, hvad andre forfattere gør – hvordan bygger de deres bog op, hvordan er sproget osv.

Proceed Booking