Det overrasker tit, hvor få eksemplarer der skal sælges for at få status som bestseller. Du skal faktisk bare sælge 3.000 bøger. Men for at nå dertil er pressearbejdet helt centralt og bør få opmærksomhed.
Her får du vores bedste råd om, hvad du skal overveje, når du vil i medierne med din bog
Mediearbejdet starter ikke den dag, din bog udkommer. Hele planlægningen og opstarten af pr-indsatsen ligger to-tre måneder før udgivelsen – du skal altså have din medieplan klar, før du udgiver. Sådan kommer du godt i gang:
• Lav en medieliste.
Overvej, hvilke medier der bedst rammer din målgruppe. Lav en liste over 30 medier, og inddel dem i kategorier. Notér ud for hvert medie, hvilken vinkel du vil bruge for at gøre opmærksom på din bog, og hvad du konkret vil sende til dem – hele bogen, prøvekapitler eller kun pressemeddelelsen.
• Skriv en pressemeddelelse.
Det er vigtigt, at teksten er kort og præcis og vækker journalisternes interesse. Derfor må en pressemeddelelse aldrig fylde mere end én A4-side. Vælg en god, konkret og fængende overskrift, så du fanger journalistens opmærksomhed. Stil skarpt på din bog ved at besvare to spørgsmål i teksten: Hvad handler din bog om? Hvorfor er den relevant? Overvej, om det kan være en fordel at bruge en anbefaling fra en relevant person. Vi kalder sådan en for en ekstern ambassadør.
• Kontakt medierne i god tid.
Vi har allerede nævnt, at pressearbejdet starter før selve udgivelsen. Vi nævner det igen, fordi det er så vigtigt. Mange medier har lang produktionstid, og derfor skal du sende din pressemeddelelse af sted, selv om bogen ikke er udkommet endnu. Hvis du er bagud i forhold til de månedsmagasiner, du vil nå, så overvej at udskyde din udgivelsesdato. Det er langt sværere at få medieomtale, når bogen er udkommet. Journalisterne vil gerne skrive så aktuelt som muligt og være først med de gode nyheder.