fbpx

Den ene ting, du ikke vidste, du skal bruge for at få succes med din bog

For et par år siden blev vi kontaktet af Philip Antonakakis og Steen Holse Andersen. De havde en bogide og 400 sider, de gerne ville have sparring på.
Da vi hørte Philip og Steens bogide, blev vi ret begejstrede. Den rammer på fineste vis det, vi altid taler om, når vi redigerer bøger, underviser eller rådgiver: Show it, don’t tell it.

I stedet for at skrive en klassisk fagbog om ledelse havde de skrevet Danmarks første ledelsesroman. Ved at bruge Steens erfaringer med god og dårlig ledelse og Philips erfaring med skuespil ville de skabe en skønlitterær fortælling, som tager læseren med på en udviklingsrejse og sætter tanker i gang i forhold til læserens egen ledelsesstil. Fantastisk ide!
Problemet var bare, at de 400 sider ikke helt holdt sig til den skønlitterære genre, selvom det var det, forfatterne havde besluttet sig for. Manuskriptet indeholdt nemlig mange af de dele, en fagbog normalt indeholder. Der var for eksempel udkast til forord og efterskrift. Samtidig var der behov for, at manuskriptet blev strammet op.

For at komme videre med bogprojektet krævede det derfor én vigtig ting af Steen og Philip: mod. Mod til at stå ved ideen og genrevalget, selvom det var lidt angstprovokerende ikke lige at drysse de typiske fagbogsråd ind rundtomkring for at være sikker på, at budskaberne nu blev forstået. Og mod til at tage imod rådgivningen og gøre det, der skulle gøres, for at det blev en god bog. For eksempel at skære mange scener væk. Også selvom det gjorde ondt at skære.

Og det er præcis det samme, det kræver af dig, hvis du vil have succes med din bog.
Du er nødt til at være modig og træffe nogle svære valg. Og ja, du skal nok smide en darling eller to.
For Steen og Philip betød det, at de 400 sider blev barberet ned til 236 sider ved at fjerne forord, efterskrift og forklaringer på indholdet, så den gode fortælling kunne stå alene. De lærte at blive mere ordøkonomiske – altså at sige det samme med færre, men klarere ord. Og de fik optimeret sproget, så det kom til at flyde.
“At redigere sig selv er lidt ligesom at give sig selv feedback. Det er en umulig opgave. Skriveværkstedet var meget ærlige fra start: 30 % af bogen skulle skæres væk. Det var først bagefter, jeg kunne se, at den var blevet meget bedre af det, fordi det overflødige fedt ikke længere støjede. Skriveværkstedet har turdet give hårde beskeder på en omsorgsfuld måde og har støttet os i at tro på ideen. Skulle vi gøre det igen, ville vi tage nogle endnu mere drastiske valg, end vi gjorde.”
– Philip Antonakakis, forfatter

Philip og Steens bog hedder “Hvad leder du efter, Mads?”. Kort fortalt er det fortællingen om sælgeren Mads, som – motiveret af de forkerte årsager – bliver leder og kæmper med at indfri andres forventninger og skabe resultater i stedet for at stå på mål for det, han er. Rigtig mange ledere mangler det fokus og løber i stedet efter vækst og resultater. Men der er en anden vej, og det er den, forfatterne ville vise med bogen.
For de to forfattere var det vigtigste ikke at sælge bøger, men at udkomme med en bog, de kunne stå inde for. Og det kan de, fordi de var modige. Og vi er så stolte på deres vegne.

Proceed Booking