fbpx

Har du en god idé til et mord?

Det begynder med et mord…
Krimier begynder (ofte) med et mord, men de handler om mere end blot opklaringen. Det handler om mennesker, og krimien er en måde at undersøge evigtgyldige emner som hævn, retfærdighed, retssikkerhed, sorg, politik, liv og død. Tænk derfor altid på din krimi som både et A- og B-plot. Der er hovedhistorien, mordgåden, der skal løses, og så er der en mindre plotlinje, der handler om de emner, du ønsker at tage op undervejs.

Ryst personposen
Din hovedperson er et af de vigtigste punkter i din krimi, for det er ham eller hende, der giver liv til historien. Det er hovedpersonen, som læseren skal følge, og hvis læseren er ligeglad med din hovedperson, så kommer de ikke videre end til første kapitel. Gå derfor uden om stereotyper og klichéer, når du skriver. Det er kedeligt og forudsigeligt. Rigtig mange krimier har enten en mandlig, lettere alkoholisk, fraskilt politibetjent eller en kvindelig, single journalist som hovedperson – og det fungerer ofte virkelig godt. Men måske kan du udfordre dig selv og dine læsere? Måske er din hovedperson specialtandlæge med viden om retsodontologi?
Iben Danielsen har en lam kvinde, der sidder i kørestol, som hovedperson i sine krimier
Pernille Boelskov skriver om præsten Agnethe Bohn i sine bornholmerkrimier
Lotte Petri har skrevet krimier om Selma Eliassen, der er læge og forsker i epidemier
Elly Griffiths skriver om arkæologen Ruth Galloway
Patricia D. Cornwell skriver om retsmedicineren Kay Scarpetta
Elsebeth Egholm skriver om den praktiserende læge Rina i sin seneste krimiserie
Inger Wolf skriver om psykiater Christian Falk, der arbejder på et psykiatrisk hospital
Jens Henrik Jensen skriver om krigsveteranen og elitesoldaten Niels Oxen.
Der er altså masser af muligheder for at ryste krimiposen.

Proceed Booking