fbpx

Facebook for forfattere

”Jeg har skrevet en bog. Hvordan får jeg den solgt?”
Det spørgsmål får vi rigtig tit i øjeblikket. Efteråret er fuldt af bogudgivelser, og det er dejligt. Men det går også op for de fleste forfattere, at et helt andet arbejde begynder, når papkassen med de trykte bøger er landet på stuegulvet, og den første rus af frisk tryksværte er aftaget. Bogen skal sælges. Og det kræver noget at få den ud af papkassen og op på din læsers natbord ved siden af håndcremen og vandglasset og oven på Jussi Adler-Olsens ”Journal 64”.

Det sker ikke af sig selv.
Men hvad er det så, der skal til for at få bogen ud til læserne? Det er der desværre ikke kun én simpel metode til. Men der er én ting, vi altid anbefaler for at gøre bogen synlig:

Lav en Facebook-side til din bog.
Det er nemlig på Facebook, du finder rigtig mange af dine læsere. Ved at lave historier om din bog og dit forfatterskab kan du skabe opmærksomhed omkring udgivelsen, der gør læserne nysgerrige og giver dem lyst til at købe din bog. Den store bonus er, at du selv kan styre, hvornår du vil give dine følgere historier.

Her får du fire nemme tricks til din Facebook side

Scor 100 likes og få adgang til ekstra indsigter.
For Facebook-sider med mere end 100 likes findes der en ”Insights”-funktion, som tillader dig at få adgang til masser af statistikker og analyser af din side. Din første milepæl bør derfor altid være at runde 100 likes og få adgang til den guldgrube af viden. Insights giver dig detaljerede informationer om din målgruppe – hvem der typisk læser med, hvad de læser og engagerer sig i, hvor langt dine indlæg er nået ud og meget mere.

Få inspiration til godt indhold fra andre sider som din.
Når du har adgang til Insights, er der en funktion, som giver dig forslag til, hvilke brands du bør følge for inspiration til din side. Gå ind under Insights, og scroll ned til bunden. Her finder du ”Pages to Watch”. Du kan også selv tilføje sider, du finder interessante. Som ejer af en Facebook-side kan du følge op til 100 brands/sider på den måde.

Snyd Facebook, når du linker, og vind synlighed
Facebook straffer alle, der linker ud af Facebook. Det gør de, fordi de ønsker, at al trafik bliver på platformen. Laver du et opslag med et link til en side uden for Facebook, straffer Facebook dig ved at vise dit opslag mindre for din målgruppe. Vil du snyde Facebook, så læg f.eks. alle links som en kommentar til dit opslag i stedet.

Bliv mere synlig ved at like og kommentere med din forfatterside
Når du normalt liker en side, vil du like som din personlige Facebook-profil. Men du kan også like som din Facebook-side. Når du liker og kommenterer sider, events og brands, der er relevante for dig, med din Facebook-side, gør det din side mere synlig. Alt, du skal gøre for at like som din side, er at kigge ude til højre under et indlæg, du vil like. Her finder du dit normale profilbillede og en lille pil. Ved at trykke på pilen kan du vælge at like ”som din side” i stedet for.

Proceed Booking