Mette de Fine Licht

Forfatter, pr-leder og bogrådgiver

Mette er partner i Skriveværkstedet og underviser på skrive- og forfatterkurser i København og på Bali. Hun har stor erfaring med at vurdere manuskripter og rådgiver ofte forfattere om:
•  processen fra bogide til færdig bog
•  udgivelsesmuligheder i Danmark og udlandet
•  foredragspotentialet for den enkelte forfatter.

Det er ofte Mette, der står for de kommercielle strategier, og hun hjælper både forfattere, som udgiver deres bøger selv, og dem, som har kontrakter på et større forlag, men som ønsker noget ekstra til deres markedsføring. En kommerciel strategi er både pr, sociale medier og det, Mette kalder bogambassadører. Mette har selv skrevet 12 bøger, bl.a. sin egen biografi, “Viljepigen for ung til kræft”, der er udkommet i USA, og som har ført hende ud på de internationale foredragsscener, “Myter om magten om kvinder i topledelse”, som udkom på Gyldendal Business og fik seks stjerner i Børsen, samt adskillige biografier og rejse- og fagbøger, primært om ledelse. Hun er derudover en efterspurgt foredragsholder i hele landet.

Nogle går til crossfit, Mette går til bog

Mettes første kærlighed var en bog. Som 12-årig besluttede hun sig for, at hun ville være forfatter, for tænk, hvis man kunne leve af at give andre den oplevelse, som hun selv mærkede, når hun lod sig opsluge af en bog. Men så opdagede Mette, at vejen til en bestseller ofte er brolagt med journalistiske trin, og derfor begyndte Mette at studere på Roskilde Universitet. Ved siden af studiet arbejdede hun som journalist- og forfatterassistent, og i en årrække var hendes primære opgaver at være rejsejournalist for magasiner og dagblade, blandt andet Femina, Motor og Børsen. Selv om Mette i dag arbejder med bøger, skriver hun stadig fast for magasinet Business Traveller. Og hun rejser i øvrigt, så ofte hun kan. Mette skrev sin første bog som 23-årig. Siden er det blevet til 12 titler og en lang række redigeringer og rådgivninger. I dag fungerer hun som en del af ledelsen i Skriveværkstedet.
Mette elsker at skrive tidligt om morgenen, mens resten af byen sover eller går til crossfit. Hun kalder sin skrivetid ‘at gå til bog’. Hun drikker sin kaffe stærk, gerne med to skud espresso og et lille skvæt mælk. Og så er hun temmelig afhængig af lakrids.