Karen Læsøe Fink
Journalist, forfatter og ghostwriter
Karen brænder for at fortælle, formidle og forfatte. Hun viger ikke tilbage for at forsøge at skabe mening i et sprogligt kaos og forsøger altid at give teksterne en lethed og et nærvær, som får læseren til at føle sig taget i hånden fra start til slut.
Karen er en del af det første kuld journalister, der blev uddannet fra SDU i Odense i 2002. Siden da har hun fortrinsvis været selvstændig journalist og kommunikationsmedarbejder med fokus på kultur, samfund, fysisk og psykisk sundhed samt personlige portrætter. Oven i journalistikken har Karen en dansklæreruddannelse fra Københavns Professionshøjskole og underviser voksne i storytelling og kommunikation på FOF.
Da Karen for næsten ti år siden ghostwritede sin første erindringsbog for et aldrende ægtepar, gik det op for hende, at hun i høj grad sætter pris på at arbejde med længerevarende projekter. At have tid til fordybelse i processen med at se mennesker i øjnene og gøre dem trygge i samtalen for derefter at samle deres fortælling til et færdigt produkt formidlet på skrift eller i tale – gennemresearchet og med respekt for såvel afsender som modtager.
Som en fisk i vandet
Privat er Karen medlem af en roklubben Kvik, der holder til i Svanemøllen. Så hvis du kører på Strandvejen langs Øresund og tænker ”Hov, det ligner da Karen, der forgæves forsøger at komme op i sin kajak igen”, så har du helt ret. At lave soloentringer i turkajak er nemlig et af de største hovedbrud i Karens fritid – men så er det jo heldigt, at der findes andre bådtyper, der ikke kæntrer så let.