#1: Du skriver til en alt for bred målgruppe
”Jeg vil gerne have mange læsere, så min målgruppe er fra 6 til 14 år.” Sådan hører vi ofte kommende børne- og ungdomsbogsforfattere beskrive deres målgruppe. Det duer bare ikke. Der er kæmpe forskel på, hvordan en 6-årig og en 14-årig tænker, og du kan ikke ramme dem begge i samme bog.
Det skal du gøre i stedet:
Skær din målgruppe helt stramt. Vælg et interval på maks. 2-3 år. Sæt dig ind i, præcis hvordan den målgruppe tænker, og hvordan det er at være barn i den alder i dag. Hvad optager dem? Tag en ”studietur” med bussen omkring kl. 14, når de har fri fra skole, eller sæt dig på en bænk ved skaterbanen og lyt til deres samtaler.
#2: Du skriver din egen barndoms yndlingsbøger ind i manuskriptet
Alt for ofte kommer (nye) børnebogsforfattere til at skrive de historier, som de selv har fået læst i deres barndom. Det kommer til udtryk i fortællerstemmen, plottet eller i udtrykket i bogens illustrationer.
Det skal du gøre i stedet:
Alfons Åberg er gået på efterløn, og Vitello har indtaget scenen i stedet. Gå på biblioteket og find en stak nye børnebøger til din målgruppe. De må være maks. 2-3 år gamle. Læs dem, og undersøg sproget i teksterne og stregen i illustrationerne undervejs. Hvordan taler de? Hvordan er fortællerstemmen?
#3: Du har valgt for traditionelt
Vi falder tit ned i huller, der afspejler det, vi har set før. Derfor kan du komme til at vælge en genre, som kan være svær at afsætte i dag, fordi markedet har ændret sig. Gode eksempler på det er klassiske eventyr og fantasy.
Det skal du gøre i stedet:
Udfordr dig selv, og bryd genren. Skal du skrive fantasy, så kombiner den med en anden genre, fx science fiction eller gys. Og skriver du fantasy, så sørg for, at dine personer ikke bliver klicheer, ved fx at lade troldkvinden være 7 år og hedde Inge.