fbpx

Fang din læsers opmærksomhed fra side 1

Hos Skriveværkstedet vurderer vi ofte manuskripter fra kunder, som er i gang med at skrive en bog og har brug for feedback. Tit mangler der struktur i teksten, og den blafrer i forskellige retninger – forfatteren vil simpelthen for meget. Det gør det svært at fange en læser. Og en forlagsredaktør for den sags skyld. Heldigvis er der masser af gode metoder til at strukturere sin tekst, så den ikke stikker af.

Hold gang i den gode fortælling med en komposition
Når du skriver, er det vigtigt, at din læser får informationer i den rigtige rækkefølge. I journalistikkens verden bruger vi hey-you-see-so-metoden til at strukturere vores tekst og sikre, at den fanger læseren. Metoden kan bruges til mange former for tekster og er også nyttig, når du skal strukturere din bog eller de enkelte kapitler. Heidi kalder den også åbn-vinduet-metoden, fordi du skal tænke på, hvad du vil råbe om din bog, hvis du åbner vinduet og skal fange folk på gaden og få dem til at blive stående og lytte til dig.
HEY
Sørg for at få en krog i læseren fra starten – fang opmærksomheden ved at overraske eller fortælle noget vigtigt. Der er mange måder at gøre det på. Det kan f.eks. være, at du bruger et usædvanligt ord i sammenhængen, skaber en interessant scene eller begynder med en replik. Begynd kort og godt med et brag!
YOU
Når du først har fanget læseren, gælder det om at holde på dem. Det gør du ved at skabe fortrolighed og identifikation. Besvar de vigtigste spørgsmål. Hvorfor? Hvordan? Læseren skal kunne identificere sig med karaktererne. Det er typisk her, hovedvægten af teksten ligger.
SEE
Her kan du begynde at uddybe og folde historien ud. Præsentér de medvirkende i bogen, og fortæl baggrunden for historien. Hvorfor er hovedpersonen i den situation, hun er i lige nu? Denne del skaber sammenhæng for læseren.
SO
Til sidst perspektiverer du ved at afrunde og konkludere. Hvad skal der ske nu? Hvad vil fremtiden bringe for hovedpersonen?

Sådan ser det ud, når du bruger hey-you-see-so-metoden
Heidi har brugt metoden i sin bog “Vilde veje – en gigolo fortæller”. Se her hvordan:

HEY: Kapitel 1, Afsløringen
“En Audi nærmer sig i bakspejlet, mens mine tanker kredser om artiklen i ugebladet. Hvordan kunne journalisten finde på at bringe det billede af mig uden at vise det til mig først?”
Her bliver konflikten introduceret. Hovedpersonen har problemer.

YOU: Kapitel 2, Den store seng i Vedbæk
“Jeg ligger i en stor seng i et gigantisk værelse. Jeg er helt alene. Jeg kan ikke høre hverken min mor eller ham Erik, der vistnok er hendes nye mand.”
En hverdagsscene introduceres. Vi kender alle følelsen af at være alene.

SEE: Kapitel 4, Helvedet på Herlufholm
“Vi har kørt i halvanden time, min mor og jeg, inden vi holder foran det store, røde slot. Det eneste, min mor har sagt til mig på hele turen, er: – Vi må hellere dreje til højre. Nu er vi der snart.”
Historien bliver foldet ud. Igennem scener oplever vi, hvor alene hovedpersonen er.

SO: Kapitel 21, Tanker i et T-kryds
“Siden afsløringen for nogle måneder siden er det gået stærkt. Men det er ikke de ydre ting, jeg tænker mest på.”
Hovedpersonen runder af og gør status over sin situation nu.

Proceed Booking