fbpx

Få læseren til at hungre efter fortsættelsen på din fantasybog

Vidste du, at der for nylig er startet en revolution kaldet #meredanskfantasy? Den er skabt for at få dansk fantasy på landkortet, og både forfattere, forlag og branchen generelt har fået øjnene op for, at genren har været urimeligt undervurderet i mange år. Med andre ord – det er nu, du skal på tasterne og skrive den fantasyroman, du altid har drømt om.

Men hov … vil du skrive en fantasyroman, fordi du tror, det er NEMT?
En stor del af de forfattere, vi møder, som drømmer om at blive fantasyforfattere, har valgt at skrive magisk litteratur, fordi de TROR, at det er nemmere end at skrive realistisk. Det forholder sig faktisk lige modsat. Din roman er måske overnaturlig; den kan være sat i en helt anden fiktiv verden. Men så meget desto sværere er det at få den gjort troværdig. Hvorfor? Fordi selv en fiktiv verden skal være realistisk. Læseren skal ikke kun købe din hovedperson, men hele din præmis. Det er måske nok dig, der laver reglerne – men de regler skal hænge sammen og være realistiske inden for det univers, du bygger op.
For nylig gav vi feedback på et fantasymanuskript. Forfatteren var sikker på, at hun havde skrevet en bog, men efter vores møde fik hun til opgave at gå hjem og skrive 100 sider mere – og det var kun på den første bog. Hun skulle nemlig også dele sin fortælling op i tre og udarbejde sin fortælling med alle de detaljer, hun havde i hovedet, men ikke havde ladet Katja se.
Rigtig mange fantasyforfattere begår nemlig den her fejl: De skriver alt for lidt.
Og det er der absolut ingen grund til. Fantasy er en af de genrer, som lægger op til lange manuskripter. Tænk bare på Harry Potter-serien, hvor nogle af bøgerne er på over 700 sider. Men det er ikke kun længden, der er afgørende for, om dine læsere køber din bog.

3 grunde til, at din fantasyroman ikke bliver en bestseller
Du tror, at al fantasy skal ligne hinanden.
Indrømmet, der er mange fantasybøger, som ved første øjekast kan virke ensartede. Men derfor kan du ikke bare automatisk skrive en til af den slags. De bøger, der for det blotte øje kan virke ens, har ofte forskelligheder, der gør, at de alle eksisterer på markedet. Ellers var de ikke udkommet. Tager du lidt fra den ene og lidt fra den anden og smækker det sammen med noget fra den tredje, ender du for det første med en rodet og ustruktureret roman. For det andet skuffer du dine læsere, for de vil kunne genkende din inspiration. Du må gerne lade dig inspirere – men du skal altid gøre ideen til din egen. Hvor mange vampyrromaner findes der for eksempel? Og hvad gør dem unikke hver især? Fra klassikeren ”Dracula” til den glitrende vampyr Edward i ”Twilight” og Zoey på vampyrskolen i ”House of Night” har de alle sammen forskellige karakteristika. Præcis som alle andre romaner har deres…
Du har ikke styr på dit univers.
Mange nye fantasyforfattere tror, at de skal beskrive hele universet i kapitel 1. En af årsagerne til, at din læser bliver fanget, er, at han eller hun hele tiden introduceres for nye dele af det univers, man befinder sig i. Introducer nye ting, når det er relevant for din historie. Har du brug for hjælp i din skriveproces, så gør brug af persongallerier, små leksikoner over dit univers og kort.
Skriver du fantasy, kan lige netop et kort ofte hjælpe dig med at visualisere din verden og gøre den mere virkelig, i takt med at vi udforsker miljøet for vores fortælling. En fortællings miljø er det sted og den tid, handlingen udspiller sig i. Fantasyfortællinger foregår ofte i miljøer, der er anderledes end det, vi kender fra vores egen verden. Klassisk fantasy (som oftest episk fantasy) foregår ofte i miljøer, der ligner middelalderen, og i lande, som forfatteren har skabt. Det kender du for eksempel fra ”Ringenes Herre”, ”World of Warcraft” og ”The Witcher”.
Vil du arbejde med episk fantasy, eller blot fantasy sat i en anden verden, kan det hjælpe dig at tænke på:
Steder. Du skal opfinde kontinenter, lande og byer. Husk, at grænserne ikke skal være for ensartede.
Vand. Overvej at placere floder eller oceaner ved siden af enhver by. Tænk også på, hvor der kan være bugter, kanaler, søer, moser og fjelde.
Landskaber. Din verden er sandsynligvis ikke en stor, flad klat af tomt land. Begynd at skitsere naturlige landmærker såsom bjerge, dale, ørkener osv.
Klima. Tænk på, hvordan årstiderne vil fungere i din verden. Overvej, hvordan vejret påvirker vækst i plantelivet, hvilket igen påvirker, hvor dyr og mennesker lever, og hvad de spiser.
Du har ikke skabt et troværdigt persongalleri.
Pas på, at dine karakterer ikke kun er opdelt i ”de gode” og ”de onde”. Så bliver din bog kedelig at læse. Der skal også være karakterer, der ligger i gråzonerne, og dine karakterer skal være interessante. Sæt din hovedperson i den varme stol, og stil alle hv-spørgsmålene til ham/hende:
o Hvem kan du stole på?
o Hvad er din yndlingsting?
o Hvad drømmer du om?
o Hvad er du bange for?
o Hvad ville du aldrig gøre?

Brug nogle af svarene i din historie. Lad din hovedpersons trofaste ven svigte. Lad ham miste sin yndlingsting eller komme ud for det, hun er allermest bange for, osv. Sørg for, at din hovedperson bliver sat i situationer, der udfordrer, men også udvikler ham eller hende.

Proceed Booking