Har du en idé til en historie, og vil du gerne planlægge et stærkt plot, som din læser ikke regner ud med det samme? Så er det her kursus noget for dig. Det kan være, du har en idé til en fantasyfortælling, en krimi, en realistisk fortælling eller måske noget helt fjerde. På dette kursus lærer du at bruge forskellige redskaber, der er med til at skabe et godt plot. Vi kigger på plotmodeller og bruger også en masse eksempler fra bøger, der har et stærkt plot, som du måske kan blive inspireret af. På kurset får du også mulighed for at lave plot-testen på din egen historie.
Efter kurset har du:
• Viden om, hvordan du opbygger et godt plot.
• Kendskab til plotmodeller, du kan bruge.
• Idéer til, hvordan du kan eksperimentere med kronologien, når du udtænker dit plot.
• Tips til, hvordan du kan skabe stærke karakterer, der kan underbygge dit plot.
• Idéer til, hvordan du kan skabe overraskelser i din historie.
• Tips til, hvordan du kommer videre.
• Lavet plot-testen på din egen historie.
Det får du også:
Som deltager på kurset har du mulighed for at få vurderet 5 A4-sider af en professionel redaktør, som skriver sine kommentarer elektronisk til dig. Hvad virker, og hvad virker ikke? Redaktøren ser både på indhold og sprog i forhold til målgruppen. Udover vurderingen får du en flot notesbog og en forfatterlakridspibe, du kan hygge dig med, når du gennemgår redaktørens kommentarer. Send dine 5 sider per mail senest ugen inden kurset – så får du personlig feedback på kursusdagen samt redaktørens kommentarer med hjem.
Om underviseren:
Charlotte Lerche er forfatter og redaktør. Hun er forfatter til skriveguiden ”Sådan skriver du gode bøger til børn og unge”, der er trykt i 7. oplag. Derudover har hun skrevet 12 bøger til både børn, unge og voksne, hvoraf flere af dem er udgivet på Gyldendal. Charlotte har undervist på skrivekurser i flere år og har læst og kommenteret mange manuskripter.
Tid og sted:
Starttidspunkt: kl. 9.00
Sluttidspunkt: kl. 17.00
Lokation: Skriveværkstedet, Brolæggerstræde 6, baghuset, 1. sal, 1211 København K