Skal du være vores næste praktikant?

Er du studerende, og vil du gerne have masser af praktisk erfaring fra en personlig og serviceorienteret virksomhed?

Hos Skriveværkstedet hjælper vi forfattere med at nå deres bogdrømme. Vi arbejder ud fra, at vi kan hjælpe med alt fra den første spæde idé til de store foredragsscener. Vi er 13 med vidt forskellige kompetencer og baggrunde, som sammen arbejder for at skabe de næste store bestsellere.

Vi arbejder hårdt og hurtigt og leder efter dig, som ikke er bange for at tage fat, sætte dig selv i gang, stille spørgsmål og tage initiativ. Til gengæld har vi ikke specifikke krav til, hvilken del af vores arbejdsgang du skal være en del af:

  • Måske læser du markedsføring og er effektiv til at producere opslag til sociale medier, gennemføre kampagner på Facebook og lave flotte videoer.
  • Det kan også være, at du læser kommunikation eller sprog og kan skrive artikler og nyhedsbreve, så bogguderne synger, men drømmer om at sidde med som redaktør på manuskripter og bøger.
  • Er du mere grafisk orienteret og elsker at lave grafik, giffer og redigere billeder og videoer? Så er det måske dét, du skal lave hos os.

Vi forventer ikke, at du kan det hele på forhånd. Men vi vil gerne have dig, der kommer med lyst til at lære, en passion for kommunikation og masser af god energi til huset. Du skal have lyst til at arbejde med både bøger og mennesker, og god service og medmenneskelighed skal være en del af dit dna.

Du vil komme til at arbejde med at skabe synlighed for både Skriveværkstedet og vores kunder. Vi er et travlt kontor, der dækker alle genrer og arbejdsopgaver, og mange af os er ofte ude af huset. Derfor vil du blive tilknyttet vores projektleder og praktikantansvarlige, Katja Berger. Hun vil stå for at byde dig velkommen i huset, udarbejde din mødeplan og være med på sidelinjen under hele dit praktikforløb. Har dit uddannelsessted brug for en kontaktperson, er det også Katja, de skal have fat i.

Du vil som udgangspunkt komme til at arbejde i hverdagene indenfor normal kontortid. Men da vi er et hus, der udvikler og holder arrangementer både aftener og i weekender, kan du komme til at arbejde med den del af vores hus. Det vil vi aftale med dig, hvis det er noget, du har lyst til. Hjælper du til med vores arrangementer og kurser, er du naturligvis velkommen til at lytte med og lære af vores kursusledere, når du ikke arbejder.

Vi forventer, at du:

  • Er i gang med en relevant uddannelse indenfor det område, du ønsker at arbejde med.*
  • Er velskrivende og har styr på grammatik og retstavning.
  • Har interesse for bøger og skriftlig kommunikation.

* Søger du i stedet virksomhedspraktik, forventer vi, at du har erfaring med at arbejde med mennesker og kommunikation. Vi byder dig gerne velkommen i virksomhedspraktik, men har ikke mulighed for at ansætte dig efterfølgende. Er du folkeskoleelev, og drømmer du om at blive forfatter eller arbejde med bøger, må du også meget gerne søge hos os.

Det praktiske:

  • Vi søger løbende praktikanter. Som udgangspunkt forventer vi, at du har mulighed for at være hos os minimum en måned (folkeskoleelevers praktik undtaget).
  • Vi regner med, at du kan være hos os næsten fuld tid, men er selvfølgelig fleksible med mødetider og antal timer. Vi aftaler dit skema efter dine behov og ønsker.
  • Praktikken er ulønnet.
  • Du vil skulle møde i vores hyggelige, lyse kontorfællesskab i København, hvor vi kan åbne vinduerne til den charmerende gårdhave og arbejde i fred og ro fra byens støj.

Hvis du har spørgsmål eller vil søge praktik hos os, er du velkommen til at kontakte Katja Berger, katja@skrivevaerkstedet.dk.

Om os

Skriveværkstedet er et bogrådgivningsfirma, der hjælper forfattere med at få forlagskontrakter på etablerede forlag og baner vejen til bestsellerlisterne for professionelle selvudgivere. Vi var de første, der brød ud fra den etablerede forlagsverden og begyndte at tilbyde privat bogrådgivning og manuskriptvurdering. Her næsten 20 år efter sidder vi 13 faste freelancere i Brolæggerstræde, og alle arbejder på at sætte fodspor på det litterære landkort.

Vores værdier bygger på, at vi altid vil vores kunder og hinanden det bedste. Vi gør os umage med alt, vi gør, og vi holder, hvad vi lover.

Parkering

Du skal være opmærksom på, at det kan være svært at parkere bilen helt tæt på kontoret. Der er så godt som aldrig ledige parkeringspladser på gaden, så i stedet bør du finde et parkeringshus eller lignende. Her foreslår vi Imperial (Nyropsgade 47, 1612 København V), Israels Plads (Israels Plads 1, 1361 København K), BLOX (Vester Voldgade 129, 1552 København V), Illum (Silkegade 4, 1113 København K) eller Industriens Hus (H.C. Andersens Boulevard 18, 1787 København V).

Hvis du kommer med offentlig transport, anbefaler vi, at du står af ved Nørreport, Rådhuspladsen, Gammel Strand, Vesterport eller Københavns Hovedbanegård.